Som et lille jule-/nytårsprojekt har jeg lavet en lille film. Jeg lavede filmen, da jeg ønskede at få fingrene i Final Cut Pro X samt jeg virkelig ville se, hvor langt jeg kunne presse mit udstyr. Bedøm selv.
http://vimeo.com/34269597
2011 skulle vise sig at være året, hvor jeg gik fra stort set ingenting til en kalender som til tider næsten havde for mange opgaver. Det er en fantastisk følelse at det lille barn, der blev navndøbt “Portrætfotograf Thomas Jessen”, kom så godt fra land. Af opgaver tæller bl.a. børnefotograferinger, bryllupper, barnedåber, modelfotograferinger samt en del reklamefotograferinger, som hovedsagligt har været tiltænkt hjemmesider.
2012 bliver mindst lige så spændende! På nuværende tidspunkt har jeg allerede bryllupper i kalenderen samt flere virksomheder og større skoler, som skal have lavet billeder til PR. Jeg glæder mig utrolig meget til flere udfordringer og spændende opgaver.
Med ønske om en god jul til gamle og nye kunder samt læsere på bloggen, vil jeg takke af for i år.

Jeg absolut elsker at skyde billeder til erhvervslivet, da der næsten altid er tale om reklamebilleder. Jeg holder også meget af privat arbejde, men når man har “reklamebrillerne” på giver det en ekstra udfordring, hvor branding og image er nogle af de centrale elementer, som skal stemme overens med kundes ønsker.
I onsdags var jeg ude og lave billeder til Maria Kjær-Madsen, som er debuterende krimiforfatter. Vi talte meget frem og tilbage om, hvilket udtryk billederne skulle have, og vi kom frem til, at der skulle være tale om et rimelig simpelt, men også naturligt og kraftfuldt udtryk.
Maria bor i et bindingsværkshus, som i sin tid (for nogle hundrede år siden) ikke blev bygget til at rummene skulle være meget lyse. Samtidig var det gråvejr, hvilket betød, at jeg for alvor skulle til at trylle med mit lys.
Jeg placerede derfor en flash uden for huset (i regnvejr) med en fuld CTO-gel monteret! Dette for at give et varmt lys, som skulle simulere den manglende sol og lysindfald.
Nørdinfo: Canon 5D MarkII, Canon 85 mm. 1.8, f2.8, 1/100s, ISO 100
Når man bestiller en fotograf og skal betale x-antal kroner, kan det synes som mange penge, men bag ved fotograferingen ligger mange små opgaver, som også tager tid.
I den netop afsluttede store børnefotografering, hvor jeg havde ni sæt børn igennem var processen følgende:
- Kontakt til vært, aftale dato, aftale opsætning, antal deltagere afklares
- Udfærdige tilbud til kunder
- Teknisk research op til dagen og udfærdigelse af skemaer til kunder
- Fotografering samt vejledning af kunder i valg af billeder
- Sortering, redigering, eksportering af billeder til server, brænding af DVD’er
- Filer sendes til trykker
- Gennemsyn af billeder efter tryk
- Filer sendes til trykker igen, hvis de ikke er 100% i orden
- Gennemsyn af billeder anden gang
- Fakturering, pakning af billeder
- Produkt afleveres til kunde
- (Hvis kunden ikke er 100% tilfreds laves tredje tryk)
I denne reportage ser man en blanding af lyd, video og billeder, som er absolut hjerteskærende. Det er et fantastisk flot stykke arbejde som fotograf, Martin Lehmann, har lavet, trods den er hård at se. Motagen viser, hvor skrøbeligt livet er, og at alt i tilværelsen ikke former sig, som vi forventer. Se den selv her:
Sidste lørdag var jeg ude for at fotografere en masse børn i privat hjem. Det er sjovt at prøve noget udfordrende! Børn smiler ikke bare på kommando, og de kan bestemt ikke altid se fidusen i, at de skal fotograferes. Til gengæld er glæden, smilet og følelsen ægte, når de så endelig giver sig hen til situationen, og det sætter i den grad aftryk på billedets udfald og fotografens humør!
Hver gang jeg fotograferer lærer jeg noget, og denne dag lærte jeg, hvor vigtigt det er, at man tager sig god tid, når man arbejder med børn. De skal se dig, udstyret, stolen de skal sidde på og der skal måske lige være tid til at finde lidt legetøj. Stresser man tingene igennem bliver billederne ikke tilfredstillende, og det kan undre mig, hvordan institutionsfotografer kan nå så meget på så kort tid. Jeg havde sat 30 minutter af til hvert barn/gruppe, hvilket skulle vise sig at være perfekt timing. Lidt heldig har man altid lov til at være.
Jeg lavede langt de fleste billeder i et studiesetup og nogle få udendørs med leg. Det er en smagssag, hvad man er til, og det afhænger selvfølgelig også meget af, hvad billederne skal bruges til.
Bedøm selv, hvilke du synes bedst om.
Når man skriver en blog, sidder man ofte og tænker over, hvem det egentlig er, der læser med i den anden ende? Jeg skriver bloggen for at vise jer kunder, hvordan og hvad jeg arbejder med. Samtidig har bloggen også et lille tvist af “nørd”, da jeg har flere bekendtskaber, som fotograferer, og som jeg ved følger med.
Afstemning
Det er noget tid siden, at jeg har skrevet på bloggen, hvilket primær skyldes, at jeg har haft rigtig travlt.
I lørdags var der imidlertid mulighed for at komme ud og skyde nogle billeder af min tidligere kollega Karina Jensen. Der var to formål med testfotograferingen:
1. Jeg ville lave et naturligt portræt uden for mange hjælpemidler
2. Jeg ville lave nogle “high fashion” billeder, hvor den fik fuld gas med al teknikken. Dette lykkedes til dels.
Det er nogen tid siden, at jeg sidst har skrevet på bloggen. Det primært fordi jeg har haft travlt med diverse opgaver.
Min deltagelse i Art of Hair’s velgørenhedsaktion til fordel for Kræftens Bekæmpelse bar frugt. Min bryllupsfotografering blev købt, og jeg skal næste år lave billeder af et kommende brudepar. Meget glædeligt.
For nogen tid siden fotograferede jeg en familie, som skulle have lavet et familieportræt til gave. Projektet er nu blevet færdigt og tingene skal sendes af sted til tryk. De skal bl.a. have lavet en collage af billeder på lærred i 40×60 cm. Et flot og rent produkt.
Sidste weekend var jeg ude at fotografere heste. En sjov og anderledes opgave, som jeg nød, da det bød på nye udfordringer og et noget anderledes setup end, jeg er vandt til. Den store udfordring var, at solen var utrolig hård (skarp), og så var der mange skygger på ridebanen. Det er per definition hårde vilkår for et kamera at skulle stille lys efter to yderpunkter. Trods alt synes jeg, at det lykkedes på meget fin fis, og så fik jeg mig et par nye venner
. Se nedenstående billeder.

Taget med iPhone

Taget med iPhone

Nørdinfo: Canon 5D Mark II, Canon 24-70 mm, Iso 100, f16, 1/160
I morgen skal jeg på en opgave, hvor jeg skal lave billeder til Lars Klinggaard, som er kørelærer i Svendborg. Vi skal lave billeder af enkelte bildele ligesom jeg formodentlig skal lave nogle portrætter af ham. Det bliver fedt at få lovet til at lave noget “billir” kombineret med portrætafarbejde.
Alle mennesker kender nogen, som har været berørt af kræft. Det har salon Art of Hair valgt at gøre noget ved med et fantastisk projekt til fordel for Kræftens Bekæmpelse. I al sin enkelthed går det ud på, at byens forretningsdrivende har doneret ting og servicer, som folk kan købe til halv pris! Jeg kan afsløre, at det drejer sig om RIGTIG mange ting, som bliver sat til salg. Kom og støt en god sag og gør et godt køb.

Jeg har valgt at byde ind med en bryllupsfotografering til halv pris (1500 kr.). Jeg håber på den måde, at jeg kan være med til at støtte et projekt, hvor der aldrig vil blive for mange midler. Se efter nedenstående kort på dagen.


















